Gennem flere år har den udbredte brug af ordet populisme og det afledte populist irriteret mig, når jeg læser dagspressen eller ser tv / hører radio. Ifølge Den danske Ordbog skulle det være hørt i dansk første gang i 1971 (det var samtidig med at Glistrup dukkede op), men så vidt jeg kan bedømme, er brugen accelereret gennem de seneste ti til femten år. Definitionen på populisme er i Den danske Ordbog: ”bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter”. Udtrykket rubriceres tillige som nedsættende.
I lang tid hørte brugen af ordet tæt sammen med debatten for og imod indvandring fra især mellemøsten, og derfor hørte det uløseligt sammen med Dansk Folkeparti og dets ledende medlemmer, der alle var populister. Nu synes brugen af ordet udvidet, idet jeg for nylig i en avis mødte udtrykket venstrepopulisme.
Det gør ikke brugen af ordet bedre i nogen som helst forstand. Essentielt er ordet et skældsord og derfor upræcist og ikke objektivt. Det er altid andre og nogle, man er uenig med, der er populister. Man inviterer ikke til rundbordssamtale mellem en liberal, en socialist, en nationalkonservativ og så en populist, for der er ingen, der vil kalde sig selv populist, hvorimod de andre begreber er nogenlunde veldefinerede.
Det er i dette min irritation har sin rod, for når man i medierne bruger ordet, giver man det karakter af noget objektivt, som om man kan karakterisere Pia Kjærsgaard som populist ud fra nogle objektive kriterier, der omfatter hendes holdning til migration og dansk kultur. Det kan man ikke. Man kan være uenig med hende og argumentere ud fra sin opfattelse, men man kan ikke kortslutte den demokratiske dialog ved at give sin modpart et sort stempel med ordet populist.
Sprogligt set er ordet konstrueret ud fra det latinske populus, der betyder et folk eller folket f.eks. i den forkortelse, man kan møde så mange steder i Rom: SPQR, Senatus pupulusque Romanus, Det romerske senat og folk. Dermed er det i familie med et andet ringeagtende ord pøbel og kan måske betragtes som dets arvtager. Pøbel stammer også fra populus, men har været vejen forbi frankrig og ordet peuple. I ordbogen lyder definitionen på pøbel således:
ringeagtet gruppe af personer som tilhører en laverestående samfundsklasse, eller som man synes udviser mangel på kultur SPROGBRUG ofte nedsættende
Dermed ligger det jo lige for, hvad modsætningen til populisme / populist er: elitisme / elitist, men lur mig om de der bruger ordene populisme / populist, vil kalde sig selv for elitister, for det er et fyord i dagens samfund, hvor ingen tilhører eliten, og hvor ingen søger magt, men kun indflydelse osv. På mange måder minder ordet om det gamle begreb at snobbe nedad , som vist ikke bruges så meget mere, fordi det fik for meget præg af finkulturel rynken på næsen ad den folkelige kultur.
Hvad er så min konklusion? Populisme er et skældsord, der bruges af en del af samfundseliten mod en anden del af samfundseliten, som man ikke mener, tjener elitens interesser, men undergraver dem ved at lefle for pøbelens opfattelser. Det er doven brug af en ordkasse, hvor man nærmest bevidstløst kan hælde, hvad som helst nedi uden kvalificerede argumenter.