Den florentinske købmand, politiker og krønikeskriver Dino Compagni (1255/1260-1324) var både iagttager af og deltager i de begivenheder, der førte til de hvides og dermed Dantes forvisning fra Firenze. Han behandler begivenhederne detaljeret og omfangsrigt, idet de også blev bestemmende for hans eget livsforløb. Her bringer jeg kun kapitel XXV fra anden bog, hvor Dantes forvisning også omtales.
Forlæg: Dino Compagni Cronica delle cose correnti ne’ tempi suoi a cura di Guido Bezzola, Milano 1982/2002 p155-159
Oversættelse FinnA
XXV
Efter at m. Karl af Valois havde anbragt de sorte ved magten i Firenze, drog han til Rom , og da han udbad sig penge af paven, svarede denne ham, at han jo havde anbragt ham ved guldets kilde.
Efter nogle dage sagde man, at nogle fra den hvide side forhandlede med m. Piero Ferrante fra Languedoc, baron hos m. Karl, og at man fandt et dokument med aftalen, hvor han på deres bud skulle dræbe m. Karl. Denne, som var vendt tilbage fra hoffet, sammenkaldte en nat i Firenze et hemmeligt råd bestående af sytten borgere, hvor det handlede om at finde frem til de skyldige og lade dem miste hovedet. Det omtalte råd forsamlede sig i et mindre antal, for syv mødte ikke op, så antallet var ti, og det skete, fordi de udpegede medlemmer flygtede og forlod byen.
De, der hemmeligt flygtede om natten, var m. Goccia Adimari og sønnen, m. Manetto Scali, som var i Calenzano og drog til Mangona, og kort tid efter troppede soldaten m. Muccio da Biserno, op i Calenzano med et stort følge, sammen med m. Simone Cancellieri, en fjende af omtalte m. Manetto, for at lede efter ham, fordi de regnede med at finde ham der og endte med at gennemhulle sengehalmen.
Den følgende dag lod m. Karl dem og flere andre indstævne og dømte dem ved udeblivelsesdom for forræderi, og i egenskab af fredsmæglerembedet brændte han deres huse og inddrog deres ejendele. Disse ejendele lod m. Manetto købe tilbage til sine partnere for 5000 floriner, så at bøgerne for selskabets franske afdeling ikke skulle blive beslaglagt og forsvarede på den måde sit selskabs interesser.
Den unge ridder m. Giano søn af Vieri de’ Cerchi opholdt sig i m. Karls hus som indstævnet og overgivet i varetægt til to franske riddere, som holdt ham på hans æresord i paladset. Da de hørte om ham, tog M. Paniccia af familien Erri og m. Berto Frescobaldi til paladset, som tilhørte dem, og gik imellem ridderen og hans to vogtere, og mens de samtalede med dem, gav de ham (Giano) i hemmelighed et tegn om at slippe væk, og således tog han ubemærket bort. Man sagde, at han (Karl) først ville have krævet en stor løsesum for ham og derpå ladet ham dræbe. Det samme skete for flere indstævnede, som var draget bort: man fradømte dem liv og gods og konfiskerede deres ejendele til fordel for det offentlige. På den måde fik han et udbytte af kommunen på 24.000 floriner, og med det afsluttede han den opgave, han havde modtaget med titel af fredsmægler.
I april måned 1302 efter at have stævnet mange ghibellinere og hvide guelfer dømte de Ubertierne, familierne Scolari, Lamberti, Abati, Soldanieri, Rinaldeschi, Migliorelli, Tebaldini, og forviste og gav opholdspåbud til hele Cerchi-familien: m. Baldo, m. Biligiardo, m. Baldo, søn af m. Talano, Baschiera Tosinghi, m. Goccia og hans søn, Corso, søn af m. Forese, Baldinaccio Adimari, m. Vanni de’ Mosi, m. Manetto og Vieri Scali, Naldo Gherardini, greverne af Gangalandi, m. Neri da Gaville, m. Lapo Salterelli, m. Donato, søn af Alberto Ristori, Orlanduccio Orlandi, Dante Alighieri, som var ambassadør i Rom, Lapo Arrighis sønner, Ruffoli’erne, Angelotti’erne, Ammuniti’erne, Lapo del Biondo og sønner, Giovangiacotto Malispini, Tedaldi’erne, Coraza Ubaldini, ser Parenzo dall’ Ancisas Petracca, notar ved Arkivet, Masino Cavalcanti og nogle af hans fæller, m. Betto Gherardini, Donato og Teghia Finiguerri, Nuccio Galigai, Tignoso de’ Macci og mange andre. Der var mere end hundrede personer, som måtte hutle sig gennem verden, den ene her, den anden der.