Hvordan bliver man radikaliseret? I mit tilfælde skete det tidligt i tyverne og var en gradvis proces, det kulminerede med medlemskab af den såkaldte pekingkommunistiske organisation KAm-l, Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister. Den ene af datidens 3 ml-bevægelser. For nutidens læsere må jeg hellere forklare, at ml i datiden – 70’erne – betød bevægelser, der lagde afstand til Moskva-kommunismen og var positivt stemt for Kina og beslægtede styrer. Og ikke tog afstand fra Stalins regime. De andre 2 ml-bevægelser var KFml og MLE.
Efter studentereksamen begyndte jeg at læse kinesisk på Københavns Universitet, ikke af politiske årsager, men mere fordi jeg ikke vidste, hvilken retning mit liv skulle tage, og kinesisk lød interessant, og mine morforældre havde kendt den store svenske sinolog, Bernhard Karlgren, så kinesiskstudiet blev ikke anset som odiøst i min familie. Året var 1969, og jeg boede hjemme hos mine forældre i Kastrup.
Ved siden af studierne fik jeg arbejde på Mændenes Hjem i Lille Istedgade som nattevagt, henholdsvis 2 og 3 gange om ugen. Overskuddet satte jeg ind på min børneopsparing, som jeg fik adgang til, da jeg fyldte 18 år. I sommeren 1970 tog jeg på Thylejren i en uge, hvor jeg mistede min dyd, men også fandt ud af, at det halvanarkistiske liv med uofficielle ledere ikke lige var min kop te. En sensommerdag spillede Joan Baez på plænen i Tivoli, og jeg havde været hjemme hos en ny bekendt for at spille guitar, så vi gik i Tivoli for at høre Joan Baez. Der snakkede jeg med en pige, som jeg bl.a. fortalte om mit arbejde som nattevagt. Nogle nætter senere stod hun i porten til Mændenes Hjem, og jeg lukkede hende ind, og vi fik aftalt at mødes nogle dage senere. Det blev begyndelsen på et halvt års bekendtskab. Hun boede hos sine forældre med sin datter på et år. Hun var tidligere narkoman og var blevet gravid under afvænningen. Hun søgte en bolig i Købemhavn og havde fået anvist en under tagskægget på en ejendom i Viborggade, men den var for dårlig, mente hun. I min naive og forvirrede tilstand på dette tidspunkt af mit liv ville jeg købe en lejlighed, så vi kunne flytte sammen.
På dette tidspunkt havde politikerne tilladt udstykninger af den gamle boligmasse til ejerlejligheder. Jeg fandt en lejlighed på Cumberlandsgade for enden af Holmbladsgade i Sundby på Amager. Ejendommen var ejet af et stort ejendomsadministrator firma, Gangsted Rasmussen, og salget blev formidlet af ejendomsmægler Gerda Larsen med kontor i Vester Voldgade. Til mit held var hun sød, redelig og pædagogisk, og hun tog sig tid til gennemgå alle papirerne med mig, så jeg var rustet til at blive boligejer i en alder af 20 år. Da alt var ordnet, fortalte jeg mine forældre, at jeg havde købt en lejlighed. Jeg tænker stadig på engang imellem, hvad det siger om vores familie eller om mig. Mine forældre besøgte mig én gang, mens jeg renoverede lejligheden.
Lejligheden kostede 50.000 kr., og jeg lagde 10.000 kr. i udbetaling. Terminen var halvårlig på 2.000 kr., og de månedlige fællesudgifter var omkring 100 kr. Hvis jeg husker ret, havde jeg næsten 20.000 kr. på min børneopsparingakonto, så jeg var rustet både til første termin og til de nødvendige indkøb. Connie, målet for mit lejlighedskøb, var imidlertid ikke interesseret, for hun var i mellemtiden flyttet sammen med barnets far, der var grønlænder og pusher, i den samme lejlighed, som hun tidligere havde afvist.
Det var en tid med jævnlige store demonstrationer mod USAs krig i Vietnam. Jeg havde deltaget i flere og der købt Vietnamkomiteernes blad, Vietnam Solidaritet. Bag på bladet var der en talon, man kunne klippe ud og sende ind for at søge om medlemskab af Vietnamkomiteerne. Så det gjorde jef en dag, da jeg kedede mig. Efter et stykke tid, var der smidt en seddel ind ad brevsprækken om et møde i Amager Vietnamkomite, som jeg blev inviteret til.
Mødet blev holdt i en villa på Gimles alle på Amager, ejet af et lærerpar. Vi sad i et lille loftsrum, ca. 5 personer, læreren Knud, en tidligere kommunist, hans kone Lise, Johnny, der var smed på Holmen, flådens værft. Typografen Knud P. var vist også til stede. På disse møder planlagde man indsamling af penge til FNL, befrielsesbevægelsen i Sydvietnam på giro 1616, opsætning af plakater mv. Det var ulovligt at opsætte plakater uden tilladelse, så det foregik om aftenen, hvor man holdt skarpt øje med politiet. På et tidspunkt flyttede vi møderne bed i Knuds ombyggede garage, der kom flere til og det blev foreslået, at vi skulle gennemgå “politisk skoling”. Vietnamkomiteerne var jo ikke opstået ud af ingenting. De havde rod i den organiserede, politiske venstrefløj omkring DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti, SF og udbryderne fra SF, Venstresocialisterne mv. På et tidspunkt splittedes modstanden mod Vietnamkrigen på spørgsmålet om indsamling til våben kontra udelukkende humanitær bistand, og Vietnamkomiteerne opstod som en partipolitisk uafhængig bevægelse.
Det var på disse skolingsaftener i garagen på Gimles Allé, at jeg blev introduceret for den Dialektiske og Historiske Materialisme. For en intellektuelt søgende sjæl som jeg, var det lidt af en åbenbaring, der fik mig til at søge mere viden i større og mere grundige værker om marxismen.
På et tidspunkt splittedes Vietnamkomiteerne. En fløj ville ændre dem til en Venskabsforening og beskyldte den anden fløj, hvor Amager Vietnamkomite stod, for bl.a. partiforberende virksomhed. Denne fløj dannede så Forbundet mod Imperialisme, der fik kontorer i Huset i Magstræde i Indre København. Nu udvidede vi solidaritetsarbejdet til stort set hele verden. Intet var for småt, hvilket næsten kunne give parodiske situationer, som da en demonstration mod Shaens styre i Iran var så lille, at vi gik på fortovet ved Grønningen, mens denonstrationslederen gik i spidsen og hyggesnakkede med politiinspektøren.
På et tidspunkt var det ikke mere nok. Vi ønskede politik på et højere plan og tog kontakt til KAml for evt. at blive knyttet til dem. Knud og hans kone forsvandt hurtigt fra samarbejdet. Jeg tror, han havde regnet med at blive en del af ledelsen, men det gik ikke. KAml på dette tidspunkt med Finn Sørensen i spidsen optog kun “rigtige” arbejdere som fuldgyldige medlemmer. Alle andre kunne blive sympatisører. Så det blev vi, Merete min sambo og senere første kone og jeg + et par andre. På dette tidspunkt forsøgte KAml at oprette “celler” på de større industriarbejdspladser, hvilket var lykkedes på LKnes i Haraldsgade og B&W. Politisk set stod man ret langt på yderste venstrefløj og kaldte socialdemokratiet “socialfascistisk” i stil med tyvernes forhold i Tyskland mellem kommunistpartiet og socialdemokratiet, og man mente, at Sovjetunionen først degenererede efter Stalin-
På et tidspunkt blev det besluttet, at vi skulle udgive et “masseblad”, altså et blad henvendt til “masserne”. Det gjorde vi så, og jeg blev medskribent i redaktionen, og samtidig var hver eneste lørdag formiddag optaget af at stå foran Amagercentret og sælge bladet. I starten gik salget godt, men så begyndte KFml at udgive Arbejderavisen, og endnu senere kom MLE også med deres blad Arbejderen, så konkurrencen var stor, og folk blev irriterede over at løbe spidsrod mellem forskellige avissælgere. (“Arbejderen” er det eneste af disse ml-blade, der endnu eksisterer).
På dette tidspunkt gik al fritid og alt økonomisk overskud til politisk arbejde. Man havde mange bekendte, men kun indenfor bevægelsen. Ingen andre kunne holde en ud, så man levede et isoleret liv uden mulighed for refleksion og eftertanke. Igennem nogle år ændredes den politiske linje i bevægelsen, efterhånden som Finn Sørensen – lidt ondt sagt – læste sig igennem Kommunistisk Internationales historie. Så fra den ekstreme “socialfasciameperiode” gik vi over til parolen om “Enhedsfronten”, der også henviste til situationen i Tyskland i starten af 30’erne. Derfor lancerede vi en parole om en Arbejderregering, der skulle omfatte Socialdemokratiet og venstrefløjen. På dette tidspunkt arbejdede jeg på NKTs rørværk på Amager sammen med et par kammerater. Vi fik vedtaget en resolution på Klubbens generalforsamling, der opfordrede til en arbejderregering. Næste morgen stod Palle udenfor porten og solgte Arbejderbladet med en stor overskrift, der krævede en arbejderregering. Da jeg så ham, bandede jeg indvendigt. Det socialdemokratiske flertal i klubben følte, at de var blevet taget ved næsen, og de vedtog, at resolutionen først skulle udsendes efter 50 år!
Hver gang, der skete et politisk skifte, kom der uvægerligt en politisk afskalning i organisationen. Det skete også, da den politiske linje sagde, at man skulle stemme på DKP ved folketingsvalget. For de fleste var parolen uforståelig. De mente, at hvis man opfordrede til at stemme på DKP, var det fordi, man var enig med dem, men det var ikke sådan, det var. Tværtimod. Meningen var, at “masserne” skulle se DKPs sande ansigt, hvis de blev større og fik mere magt. De ville blive demaskeret! Det var der bare ingen, der forstod, naturligvis.
Sidst i 70’erne bredte der sig en vis træthed i organisationen, og folk begyndte at sive. Finn Sørensen var nået til Folkefronten i Kominterns historie. KFml kaldte sig Kommunistisk Arbejderparti og havde fremgang. Sømandsforbundets leder Preben Møller Hansen startede Fælleskurs, og Finn Sørensen og resterne af KAml søgte derhen, men Merete og jeg kom til at tilhøre “siverne” uden egentlig at tage noget politisk opgør. Vi var lige blevet forældre og flyttede kort efter væk fra Amager. Den mangeårige chefredaktør for Arbejderbladet, Poul Villaume, nedlagde sit job og begyndte at læse historie på Københavns Universitet, hvor han senere blev professor. Finn Sørensen var blevet formand for de Københavnske bryggeriarbejdere og gik med i Enhedslisten, da den blev dannet og sad flere år i Folketinget for partiet som socialordfører.
Selv blev jeg desillusioneret og afradikaliseret, og med tiden fandt jeg et helt andet ståsted, milevidt fra de ti ungdomsår.