Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair skal slås til ridder af Hosebåndsornen, landets ældste og fineste orden. Det er ikke alle briter begejsrede for, men den side vil vi ikke beskæftige os med her. “The most noble order of the garter” er navnet på engelsk, og den kan føres tilbage til 1348, hvor kong Edward III grundlagde ordenen. Legenden siger, at oprindelsen til ordenen opstod unden en dans på slottet, hvor kong Edwards dansepartners blå hosebånd løsnede sig og faldt på gulvet under de omkringståendes hovne smil. Kongen samlede galant hosebåndet op med ordene “Skam få den, der tænker ilde derom”. Sådan plejer vi at oversætte ordene, som også pryder ordensbåndet på originalsproget: “Honi soit qui mal y pense”. Hovsa, det er jo ikke engelsk! Næ, det hører til det fransknormanniske sprog, som blev talt af den engelske overklasse, siden Vilhelm Erobreren satte sig på den engelske trone i 1066 og delte magten med sine o. 200 normanniske baroner.
Det sprog, som normannerne førte med sig til England, bestod først og fremmest af den videreførelse af det latinske sprog, som fandtes i Nordfrankrig, kaldet Langue d’oil, mens den tilsvarende udvikling i Sydfrankrig kaldtes Langue d’oc, begge benævnelser ud fra ordet for “ja”, hvor oil siden blev til det nutidige “oui”. I nord var latinen vel også blevet blandet op med den germanske dialekt frankisk, efter at dette germanske folk erobrede landet.
Da Normandiet blev erobret af hovedsagelig danske og norske vikinger, blev der naturligvis talt dansk/norsk blandt de herskende, men de må tidligt have annammet det lokale sprog blandet lidt op med nordisk og med latin som skriftsprog, men der indgår ikke ret mange nordiske ord i den dialekt, der idag tales i Normandiet, men man kan vel gå ud fra, at alt der vedrørte søfart, som var vikingernes kernekompetence, blev benævnt med nordiske vendinger. I hvert fald er det tilfældet med et af mine yndlingsord: boulevard, som kommer af det danske ord bolværk.
Under alle omstændigheder tog normannerne deres sprog med til England og beholdt det som herskersprog frem til 1400-tallet. Det kaldes bl.a. i dag for anglo-normannisk. På de britiske kanaløer udviklede der sig forskellige afarter af dialekten. Overklassens og administrationens og retsvæsenets sprog var således denne franske dialekt, mens almuen der trællede på jorden, talte angelsaksisk. Det sprog som de germanske indvandrere i 400-tallet havde med fra Angeln i det nuværende Sønderjylland og Saksen i det nuværende Nordtyskland. (I vor tid ligger Saksen længere østpå i Tyskland.)
Det var bønderne, der passede dyrene i landbruget, og disse har stadig angelsaksiske navne: sheep, swine, calf, oxen, mens fortæringen af kødet jo ikke mindst foregik i de højere kredse, og her finder vi stadig de franske navne: mutton, porc, veel og beef. En klassedelig af sproget, der har holdt sig i næsten 1000 år.
Robin Hood er en fiktiv karakter, der stammer fra nogle sange i middelalderen, en ædel røver, der tager fra de rige og giver til de fattige. I de moderne udlægninger kommer Richard Løvehjerte hjem fra sit fangenskb i udlandet og giver Marians hånd til Robin som ægteviv. Der er dog den hage ved de moderne udlægninger, at Kong Richard sandsynligvis kun talte normannisk og en engelsk historiker har beregnet, at han alt i alt sikkert kun opholdt sig i England i seks måneder. Resten af tiden var han i Normandiet eller i udlandet i krig.
Så det giver god mening, med den franske tekst på Hosebåndet: det var det sprog, der blev talt ved det engelske hof på den tid. (Apropos selve hosebåndet havde Poul Henningsen den udlægning i erotikkens historie, at der var tale om et hygiejnebind, men han har vist aldrig underbygget det med kildehenvisninger.)