“Grynte ville grisene, om de vidste, hvad Galten led”. Nogenlunde sådan kan jeg stadig huske, at der stod i den lille historiebog, som fortalte os om Regnar Lodbrog i fru Nørgårds historietimer i 3. eller 4. klasse på Skottegårdsskolen i Kastrup. Sætningen blev udtalt i hans sidste stund i engelske Kong Ellas ormegård. Der var ovenikøbet en tegning til at illustrere hans sidste rædselsfulde øjeblik.
At jeg kan huske noget, der går mere end 60 år tilbage, viser tydeligt, hvilken magt, der ligger i velklingende strofer i sproget. Det var vel derfor digtningen opstod i tidernes morgen og fortsatte frem til knækprosaen. Fru Nørgårds indlevende undervisning bidrog selvfølgelig også.
Citatet stammer fra Saxos Gesta Danorum, men jeg er ikke helt klar over fra hvilken oversættelse, da Saxo skrev på latin. Muligvis Frederik Winkel Holms. I 2005 kom der en ny oversættelse ved Peter Zeeberg, som også kunne fås med den originale latinske tekst udgivet af Karsten Friis-Jensen på venstre side og den danske oversættelse på den højre. I den nye danske oversættelse lyder citatet således: “Hvis grisene kendte ornens pinsler, ville de ganske bestemt bryde ind i stien og ile den plagede til hjælp.”
Det lyder lidt fladt og uden det swung, der kan bære det som et minde i mere en 60 år. Muligvis er det mere korrekt. Mit latin har ikke været aktiveret siden gymnasiet, så jeg har svært ved at gennemskue den latinske originaltekst. Den lyder: “Si sucule uerris supplicium scissent, haud dubio irruptis haris afflictum absoluere properarent.” Jeg vil ikke vove mig ud i en ordret oversættelse, men opslag på de enkelte ord viser langt hen ad vejen mere overensstemmelse ned den nye oversættelse end med den gamle. Men også på latin er der efter min mening og gehør lidt mere swung. Hvilket fører mig hen til min pointe: at vi idag er blevet for bange for at virke højtragende, svulstige, bruge retoriske kneb som alliteration (bogstavrim), og rytme i form af versefødder. Sproget bliver fladt og passer til sangen “Pådet jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå”.
Det er det samme fænomen, vi møder i de nye bibeloversættelser.
Julen nærmer sig og man bruger stadig den udgave af Juleevangeliet i kirkerne op til jul, som vi kender så godt: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.” Den er stadig den officielle oversættelse i Folkekirken, men der forberedes en ny officiel oversættelse, der skal komme i 2036. Og her kan man da godt frygte resultatet, for i 2020 udkom en oversættelse af det Ny Testamente på “nudansk”.
Her lyder indledningen sådan: “På den tid gav kejser Augustus ordre til, at der skulle holdes en folketælling i hele Romerriget.” Ord og ordstillinger er ændret betragteligt med det resultat, at denne meget anvendte religiøse tekst forfladiges og forsimples. Statholder ændres til guvernør. En guvernør har man i Californien eller Texas. Josef “var af Davids hus og slægt” bliver til “Josefs familie nedstammede direkte fra Kong David.” “Krybbe” bliver til “foderkrybbe”, åbenbart fordi man ikke tror danskere ved, hvad en krybbe er. “en himmelsk hærskare” bliver til “en hel hær af himmelske væsener sammen med englen”. Lovprisningen som de synger til sidst og som lød: “Ære være Gud i det høje og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” er ikke længere en lovprisning, men blot en sang: “Vi hylder Gud i den højeste himmel. Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.”
Jeg tror, at de der har besluttet at oversætte biblen til nudansk, har gode hensigter og tror, at man kan nå ud til flere ved at modernisere sproget, og jeg vil gerne indrømme, at over århundreder kan det være nødvendigt. Prøv blot at læse fortalen til Jyske Lov fra 1200-tallet. Men religiøse tekster fungerer på en anden måde og et andet plan end blot som informationsbærer. Den skal være højtidelig, ja højtragende, bombastisk, den skal ikke sige undskyld, fordi den er her, og hvis den kræver lidt for at sætte sig ind i den, så tager den interesserede det gerne på sig. Den uinteresserede er fuldstændig ligeglad med, hvordan den er skrevet. Hvis man vil indfange Hassan og Katrine fra Nørrebro, så er det ikke formuleringerne, der forhindrer det. Måske tværtimod. Måske indfanges de af det højtidelige i sproget og budskabet, som gerne må være pakket pænt ind.
Den første italienske bibeloversættelse kom først i 1947, fordi den katolske kirke ikke mente, at man kunne profanere de guddommelige ord ved at oversætte dem til det sprog, som folk talte og forstod. Så præsten læste en latinsk tekst op til gudstjenesten, som ingen forstod. Det er selvfølgelig den modsatte pol, som er latterlig, men at udvise lidt beherskelse i moderniseringsbestræbelserne vil jeg da gerne anbefale. Det sprog, der tales på gaden, skal ikke være det samme, som der står i bibelen. I øvrigt hedder Det Ny Testamente “Den nye Aftale” i den nudanske bibeloversættelse. Er man bange for, at børn og uskyldige sjæle skal blande det sammen med det papir, der fordeler afdødes gods og ejendele mellem arvingerne?